Dragen i maven .. ..
Jeg vil gerne række ud og nå dig. Men det er ikke let for mig.
Jeg er en anarkistisk, spirituel søgende sjæl med ADHD. Jeg har aldrig kunnet følge andres vej, og jeg har aldrig følt mig hjemme i systemer.
Der bor en drage i min mave. En uro. En kraft. Jeg prøver stadig at finde ud af, hvordan jeg kan leve med den - og samtidig finde mening.
Dragen sover det meste af tiden. Men den slumrer aldrig helt. På et splitsekund kan den vågne. Af glæde. Af vrede. Af uretfærdighed. Af kærlighed.
Dragen er min drivkraft. Min passion, min ild, mit mod.
Den får mig til at kæmpe for det, jeg tror på. Den får mig til at skabe, skrive, elske, mærke.
Men dragen er også min ødelægger. Hvis jeg ikke passer på, åbner den munden og brænder alt omkring mig. Ord, relationer, muligheder - alt kan gå op i flammer, hvis jeg ikke når at tæmme den.
Den er hård og kantet udenpå. Men indeni er den et mytisk væsen - misforstået og ensomt.
For når den bærer hjertet det rette sted, kan den forvandle mørke til lys.
Ødelæggelse til forvandling. Kaos til klarhed.
Jeg øver mig stadig i at leve med min drage.
Ikke at skjule den. Ikke at skamme mig. Men at lytte til den.
Og gå med den - i stedet for imod.
Du og jeg - sammen
Der er noget, vi kan sammen, som er svært at gøre alene. At række ud. At blive set. At blive stående, når det stormer indeni.
ADHD er ikke bare uro og impulsivitet. Det er også dybde, intensitet, passion og sårbarhed. Men det kan være svært at bære alene - især når verden ikke forstår.
Derfor er vi her. For at være hinandens vidner. For at spejle hinanden i det, der er svært - og i det, der er smukt.
Du og jeg. Vi går ikke vejen for hinanden.
Men vi kan gå den sammen.
Med alt, hvad vi er. Med alt, hvad vi bærer.
For vi er ikke forkerte. Vi er bare levende på en anden måde.
Mellem stilhed og storm
Jeg har brug for begge dele. Stilheden. Og Stormen.
Der er dage, hvor alt i mig skal være helt stille. Hvor verden må lukke sig om mig som en kokon, og jeg må give slip - bare være. Søge indad. Lede efter ro i en kaotisk verden, hvor jeg føler mig misforstået, forkert, og konstant kæmper for at passe ind.
Og så er der stormen. Den del af mig, der løber over stepperne med passionen som drivkraft. Hvor alt vælter, og jeg ikke forstår, hvordan jeg stadig står oprejst efter endnu en indre orkan.
Med ADHD er balancen svær. Enten er jeg alt for meget - for intens, for følsom, for hurtig, for høj. Eller også er jeg ingenting - tom, udmattet, væk.
Men hele tiden er følelsen af forkerthed med mig. Som en skygge. Som et livsvidne, der hvisker: “Du er ikke helt rigtig.” Og afvisningen lurer altid lige om hjørnet.
Men jeg begynder at forstå, at både stilheden og stormen er mine. At jeg ikke skal vælge.
Jeg skal lære at leve med begge - og finde min vej midt imellem.
