Det har taget mig lang tid at finde modet til at skrive her. Ikke fordi jeg mangler ord – dem har jeg masser af – men fordi det kræver noget særligt at dele det, der ligger inderst. Det, man måske har brugt et helt liv på at skjule eller forklare væk.

Jeg har aldrig været god til at blive i noget, der ikke føles rigtigt. Jeg mister hurtigt begejstringen, når jeg mærker, at noget ikke passer til mig. Og når først det sker, kommer det til at fylde det hele. Jeg kan ikke ignorere det. Jeg har prøvet at blive. Prøvet at tilpasse mig. Prøvet at gøre mig lille. Men det har altid haft en pris – og ofte har jeg selv været den, der betalte.

Min ADHD gør det ikke nemmere. Jeg kæmper med uro, med følsomhed, med at mærke alt for meget og alt for intenst. Jeg mærker stemninger, før nogen har sagt et ord. Jeg ser det, der ikke bliver sagt. Og jeg ser også det, der gør ondt. Det er både en gave og en belastning. Det er min livsuddannelse.

Jeg skriver ikke her for at give svar. Jeg skriver for at dele. For at skabe genkendelse. For at vise, at man godt kan være et menneske med mange modsætninger og stadig have værdi. Måske især derfor.

Hvis du læser med, og noget af det rammer noget i dig – så er du ikke alene. Måske kan vores erfaringer krydse hinanden. Måske kan vi finde noget vigtigt i det, vi hver især har lært af livet.

Det her er mit første skridt. Tak fordi du er her.