Jeg går med en tanke om, at jeg måske en dag vil tage ud og tale om, hvordan det er at være kvinde med ADHD. Ikke bare de klassiske symptomer, men de konstante udfordringer, som har præget mit liv på dybt personlige måder.

Nogle ville nok kalde mit liv “øretævernes holdeplads”. Jeg oplever det mere som at være en magnet for det yderst udfordrende. Ikke fordi jeg opsøger kaos, men fordi det bløde og lette liv aldrig har føltes som noget, jeg havde adgang til. Som om det ikke var til for mig. Som om jeg ikke fortjente det.

Jeg har ubevidst skabt uro omkring mig. Trukket mennesker med ind i mit indre stormvejr. Ikke af ond vilje, men fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle skabe balance.

Og med ADHD er det ikke nok at høre, hvad der virker for andre - jeg skal selv erfare det. Jeg kan ikke tage imod gode råd og bare implementere dem.

Jeg skal mærke det hele, slå mig på det, og først derefter finde min egen vej.

Derfor har jeg slået mig. Meget. På livet, på relationer, på mig selv.

Lige nu har jeg ikke det fornødne mod. Jeg mangler stadig at skabe overblik og struktur over, hvad jeg gerne vil fortælle. Og jeg ved heller ikke, om der overhovedet er interesse for det, jeg har at sige.

Men måske er der.

Måske er der nogen, der har brug for at høre, at de ikke er alene.

Måske er det her bare begyndelsen .. ..